Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:17-04-2024
Menu
Kalender
April 2024
MaTiOnToFr
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
På jagt efter stor gedden
Indsendt af:Henrik Povlsen
Dato:21-11-2005

For 6 år siden kørte vi 4 venner til Sverige for at fange gedder. Det blev en kæmpe på hele 130 cm. I de sidste dage af april måned i år drog 2 af os til samme sø for at gøre os selv kunsten efter.

Godt og vel 300 km fra Helsingborg ligger der en lille by der hedder Sävsjö. Det er en lille svensk spøgelsesby, hvor dem, der stadig bor der efter deres 20. år, kan se frem til at spejle sig i hinandens indavl. Ok indrømmet, så slemt er det ikke helt, men en bil igennem byen med danske nummerplader får indbyggerene til at spærre øjnene op, og så har de noget at snakke om i en uge eller to. Men det nu ikke mere spændende, end at vi køber ind og kører 15 km ud i skoven, hvor vi har lånt en hytte ned til en smuk sø.

Uanset hvor smukke og godt fangende danske søer er, så er der noget andet over en tur til det svenske. Specielt for mig, for jeg har aldrig glemt fangsten af kæmpegedden på 130 cm. Desværre var den kun lang og tynd, da den ikke havde spist i lang tid, men 9 kilo sneg den sig op på. Jeg havde den ikke selv på krogen, men at gaffe den var lige så fedt... eller bedre end ingenting i hvert fald.

Jeg har fisket i Vallsjöen 8 gange, og fangsterne har varieret meget. Dog har det altid været i slutningen af juli, hvor svenskerne selv kun går efter at fange aborre. Men vi har altid fanget en del gedder omkring de 5 kilo, og den bedste dag gav 17 gedder til undertegnede. Derfor fik jeg den tanke, at gedde premieren måtte være den samme i Sverige som i Danmark, og derfor tog vi afsted i slutningen af april.

På søen havde vi selskab af to små joller med overvægtige tyskere i... et alarmerende syn! De lokale kunne fortælle, at tyskerne tog til søen 3 uger i april hvert år, fiskede fra morgen til aften med levende agn og beholdt alle fisk de fangede. Deres både var udstyret med ekkolod og meget andet godt... eller skidt, for den slags er særdeles ilde set blandt svenskerne. Meget kan man sige om tyskere, men at de ofte er energiske og engagerede fiskere kan man ikke tage fra dem. Samtidig styrkede det mig i min ide om, at vi i år var kommet på det rigtige tidspunkt.

Jeg sværger til woblere og havde inden afrejse suppleret min grejkasse til det yderste, og et godt råd fra en lokal fisker på søen var, jo større woblere, jo større fisk. Derfor var udgangspunktet nogle store tunge og dybtgående woblere fisket på midtet af søen hvor der er mange skrænter og huller (12-18 meters dybde). Vi fiskede ikke med ekkolod, men med søkort og på de steder, der før havde givet fisk. Efter en hel dag hvor vi systematisk havde fisket det dybe vand igennem, måtte vi give fortabt, ingen fisk, kun et forsigtigt nap af noget der ikke virkede særligt stort.

Det er selvfølgelig ærgerligt, men en stædig fisker vender ærgelsen til udfordring, og det betød ny taktik. Næste dag prøvede at sejle ind på lavere vand og fiskede på forskellige dybder. 6 timer gik uden fisk, og først da jeg satte en lille wobler på i lyse farver på et par meter dybde, var der en lille gedde der bed på.

En dag tilbage og skuffelsen var ved at tage form. Vi stod overfor to valg, enten at sejle ud på dybt vandt og gå efter en stor gedde, eller gå ind på lidt lavere vand for bare at fange et eller andet. Vi besluttede at forsøge på dybet først, men uanset hvad vi gjorde, gav det ikke fisk. Så da vi kun havde et par timer tilbage, skulle der bare fisk ombord, og efter alt hvad vi havde forsøgt os med, sagde noget mig, at alle fiskene stod på lavt vand. Derfor røg de lette woblere på igen, og så tog vi en sidste tur rundt om søen 20-50 meter fra land.

Det virkede! 3 fisk kunne det blive til i de sidste timer, desværre var ingen af fiskene over 2 kilo.

"Det var sgu en sløj omgang" sagde min fiskekammerat Niklas, og da vi riggede båden fra, måtte jeg give ham ret. 4 små gedder er ikke meget på 3 dage. Men alligvel var det en lærerig tur, såvel som nød lære nøgen kvinde at spinde, så lærer en mat fisketur ivrig fisker at arbejde sig systematisk igennem grej og vand, og til sidst skal det nok give fisk... omend de store udeblev! Vi tager tilbage til august og giver det et forsøg mere!

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk