Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:29-03-2024
Menu
Kalender
Marts 2024
MaTiOnToFr
123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
En beretning fra det virkelige liv
Indsendt af:Ole R. Hendriksen, BMSF
Dato:21-11-2005

En "LYSTFISKER" har altid en drøm, og det er drømmen om den store! Af hvilken art man nu end jager. I mit tilfælde var målet en laks. Størrelsen var i og for sig uvigtig; men en laks havde jeg aldrig fanget.

Så når talen faldt på fiskeri - efter klubaftnerne - dukkede det frem hver gang. Det må ha' været for meget at høre på for nogle af de nærmeste venner. Pludselig smilede lykkens gudinde også til en ældre gut som mig, og jeg fik at vide, at der faktisk var plads til mig på en tur til Hanöbugten i Sverige, der er bedre kendt som "Pukaviken".

Stor var forvirringen. Skulle det virkelig lykkes mig at fange en af disse eftertragtede konger over alle konger. Så kom alle tankerne. "Havde jeg råd." Pengene suste rundt i hovedet på mig. Det er jo ikke gratis at tage på sådan en tur. Den skulle vare i fire dage, men forskud på fødselsdagsgave, tilbage fra skatten, lidt feriepenge og lommepenge, og så stod jeg pludselig med en lille pose penge. Så skulle det lykkes at komme af sted. Stor var glæden.

Så skulle alt aftales. Fiskekammeraterne, som jo alle sikkert ved, var Casper Christensen, skipper på båden "DYRET" og Dejan Lekic, vores formand i klubben og mig den gamle, fik alle ting til at passe og udnævnte en kassemester med alle pengene.

Så kom den store dag, hvor vi skulle køre.

Onsdag morgen. På arbejde. Uha, uha, sikken dag. 50 gange kikkede jeg på uret. Var det gået i stå? Kunne det dog ikke snart blive fyraften, men nej, tålmodighed er en dyd, og den var ikke med mig lige her. Hjem fra job. Kontrollere. Var alt på plads. Det så sådan ud. Flintre formålsløst rundt efter ingenting. Kunne ikke rigtig spise. Slet ikke sove. Nå, men tiden gik jo, som den plejede.

Nu var det afgangstid. Lykønskninger fra nær og fjern. Farvel, ud i natten drog vi. Kurs mod Helsingør. Den vej kendte vi; men jeg syntes, den var blevet længere, end den plejede at være. Ombord på færgen. Der tror jeg, jeg havde en ven i kaptajnen. For han sejlede os over Sundet på ca. 10 min. Han kunne da godt se, at vi havde meget travlt. "Velkommen til Sverige", stod der. Casper satte alle 6 hjul i gang, " vi havde jo båden med", og kørte gennem en oplyst by og ud i den sorte svenske nat.

Kl. 6.00 var vi i Kalmar. Direkte ned til havnen for at kigge efter nogle venner, der var ankommet nogle dage før. "Godmorgen danske drenge. Har I fanget noget?" "Ja", lød det forskellige steder fra, mens de havde travlt med at rigge grej til. Vi kiggede på hinanden og grinede lidt anstrengt, men høfligt. Skulle vi tage ud med det samme. "Ja", lød svaret. Som sagt, så gjort.

Vi fulgtes med 6-8 både ad af en havn, der sitrede af spænding. Nu, nu skulle det være. Da vi kom ud på det åbne vand, gloede vi lidt på hinanden. Det var jo ikke Øresund. Det var stort, MEGET STORT. Vi prøvede nogle forskellige idéer og tricks, som vi havde hørt var gode, men ingen fisk den første dag, som sluttede kl. 17.00. Så skulle vi finde et sted til vores telt, så vi kunne spise og sove. Med lidt hjælp fra nogle rare svenske lejrejere lykkedes det også, og så kom Ole Lukøje med den store hammer.

Fredag morgen vågnede jeg kl. 6.00. Jeg listede ud for at lave morgenmad og snakke lidt med nogle af vores lidelsesfæller. Sproget var ingen hindring. Armbevægelser og kortlæsning udgjorde det, der manglede. Vi fik spist og gjort os klar. Der var laksefestival, og deltagerne havde på deres briefing fået at vide, at det blæste for meget, så vi tog til Mörrum for at kigge på deres akvarium for i det mindste at have set en fisk den dag; men ud på vandet kom vi dog igen.

Vejret var ikke ligefrem med os. Der blæste en strid vind fra alle retninger, syntes jeg, men andre vidste bedre, så vi futtede efter dem derud af.

Tro det, om I vil eller ej. Det lykkedes os at få kontakt med en rigtig fisk. Her må jeg lige indskyde et par ord. Det er jo således, at når man sejler på den måde med 6-8 stænger i gang, er det båden, der fisker, og det er aftalt på forhånd, hvem der fanger den første fisk. Det havde de to lømler uden min viden aftalt, at "det skulle være den gamle". Så stolt var jeg, da jeg pludselig stod med en meget levende stang i hånden og endnu mere stolt, da jeg stod med en laks på 7 kg og med en længde af 96 cm i min favn. Der var både tårer i øjnene og en tom fornemmelse. Hvordan skulle jeg dog gengælde sådan en gestus? Så jeg sagde ikke ret meget de næste par timer. En gang til havde vi kontakt med en laks; men den smuttede. Vi fangede nogle af de allestedsnærværende torsk; men de blev genudsat.

Den sidste dag havde vi ikke lykken med os; men vi fik prøvet at sejle i 5-6 meter høje bølger, og det klarede vi helt fint.

Hjemturen gik fint, trods træthed.

Og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvordan man siger tak for sådan en oplevelse.

Især Casper og Dejan fortjener en masse ord.

Tak drenge!
Den taknemmelige gamle

PS. Prøv det selv.

Denne artikel er stillet til rådighed af Fiskeringen.
© 2000 Fiskeringen

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk