Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:29-03-2024
Menu
Kalender
Marts 2024
MaTiOnToFr
123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
På Færøerne fisker man kun til spottet laks
Indsendt af:Carsten "Missio" Mikkelsen
Dato:21-11-2005

For nogle år siden fangede jeg en vaskeægte rødhåret sild af færøsk afstamning. Siden da er mange ferier brugt på Færøerne, og selvom vi har travlt med at besøge hendes store familie, så kan sådan en ferie jo også bruges til noget helt andet....

Ankomst m. toldproblemer
Ude midt i ingenting, hvor der er vand så langt øjet rækker, ligger 18 små øer. Vindomsuste og ofte indhyllet i tæt tåge ligger de og gemmer sig for fortidens vikinger og sørøvere, der ofte fandt et let bytte her. Det var dengang…

Når flyet fra Danmark sætter snuden ned under skyerne, og vi får et første glimt af disse små grønne perler, tegner der sig hurtigt et andet billede. Vel - landingsbanen er med garanti en af de korteste, og piloten er til tider nødt til at trække så hårdt i bremsen, at passagererne uvilkårlig sætter hænderne op på sædet foran for at holde imod, når man ryger frem i sædet mens flyet tordner hen ad landingsbanen, for til sidst at holde stille 50 meter fra enden. Så klapper alle af piloten, der endnu engang fik alle velbeholdent ned. Ikke fordi det nogensinde er gået galt med en passagermaskine, men derfor kan man da godt sige tak og udvise lidt respekt.

Og så er det, at det pludselig går op for lystfiskeren, at han er ankommet til nogle driftige øer, hvor erhvervslivet er noget man værner om: Tolderne konfiskerer straks alt fiskegrej. Stænger, blink, hjul, waders og det hele må pænt afleveres til desinficering. Der tages ingen chancer, for grejet kunne jo indeholde baciller der kunne smitte laksene i de mange havdambrug, og det ville være en katastrofe på de små øer, der ikke har så bred en vifte af muligheder for at drive økonomisk rentabel industri. Fiskene er den vigtigste vare. Både de fisk der fanges fra de mægtige trawlere, men også fiskene fra dambrugene.

Det koster 500 kr. at få renset sit grej, og det kan af en eller anden uforklarlig grund tage op til 14 dage at gøre det!!! (Selvom du også kan være heldig og få det gjort samme dag) Så hvis du gerne vil fiske på Færøerne, er den eneste fornuftige løsning, at du får renset dit grej hjemmefra, og stiller deroppe med en attest fra de danske veterinærmyndigheder. En sådan attest godkendes af toldmyndighederne på Færøerne, og du skulle nu være klar til at kaste dig ud i et fiskeri, som vi kun kan drømme om herhjemme i Danmark.

Kystfanget laks

Sidst i juli, og i løbet af august har Færøerne et kystfiskeri efter laks som man skal lede længe efter, for at finde magen til. Der er ganske vist ikke mange "hotspots", men de steder der er, kan give en oplevelse for livet. Fundingsfjorden er sådan et sted.

Èn gang har jeg besøgt denne fjord. Og lad det bare være sagt med det samme: Jeg fik ikke min laksedebut, som jeg stadig har til gode. Men jeg fik en oplevelse af de helt særlige, der kulminerede, da mit nyindkøbte fangstnet blev indviet af den største fisk der til dato har været i den.

På Fundingsfjorden fisker man mest til spottet laks. Det er nemt at træde få meter op på fjeldet, og derfra betragte vandet. Fiskerne sidder ofte i små grupper. Der ryges, drikkes kaffe og udveksles erfaringer, og selvom man kommer nede fra det, de kalder "fladlandet", er færingerne gode værter, der gerne vil lytte og fortælle. Mens snakken går spejdes der konstant ud over fjorden, og pludselig går det løs. Kongen er her, og han har taget flere hundrede af sine fæller med. Overalt er der laks, og nu er det med at holde sig til. Det kan være, de er væk om fem minutter.

Da jeg ankom til Fundingsfjord fandt jeg hurtig ud af, at det er helt inde i bunden af fjorden det foregår. Det er det eneste sted det er til at komme til, for de stejle skråninger, men det er også her fiskene opholder sig længst tid. Der var mange fiskere på plads allerede, og jeg måtte lede lidt efter en ledig plads. Ret kort tid efter gik det løs første gang. Hundredvis af laks væltede ind, og vi smed alt muligt isenkram ud til dem. Men tror I de ville bide på? Nej, selv om der var mange laks pr. fisker, lykkedes det kun for én mand at få kroget en fisk - og det var endda i ryggen. Mange af laksene bliver desværre kroget på denne måde. Der er også nogle der mere eller mindre bevidst går efter det. Nå, men en laks på 2 - 3 kg. blev altså eneste bytte i denne omgang. Fiskene var væk, og alle trak sig op på land igen.

Kort tid efter vendt flokken tilbage. Fyren, der stod ved siden af mig fik et meget solidt hug i første kast, og jeg var nødt til at holde op med at fiske, for ikke at min line skulle komme i vejen. Der var ikke mange meter mellem fiskerne den dag. Fisken tog et megastort udløb der bragte den over på den anden side af fjorden. Mere end 200 meter line blev høvlet af det store fastspolehjul, og en fantastisk fight var i fuld gang. Hvor fantastisk en præstation denne lystfisker ydede vender vi tilbage til om lidt…….

Der gik omkring 45 minutter før vi så fisken på tæt hold igen. På en gang de hurtigste og de langsomste minutter man kan forestille sig. Der var højspænding i luften, og 25 lystfiskere stod og bed negle, mens de diskuterede slagets gang. Endelig var laksen træt, og jeg kunne forsigtig vade ud med mit lille net og lande en laks på ikke mindre en 8 kg fanget direkte fra kysten.

Og så var det vi fik chokket, og en bevis på hvor god en fight den heldige fanger havde præsteret: FISKEN VAR SLET IKKE KROGET!!! Tro det eller lad være. Hans blink sad ikke i laksen. Det gjorde derimod et andet blink. Laksen havde med andre ord engang været kroget i ryggen, men havde ved den lejlighed klaret frisag ved at springe linen. Derfor svømmede den nu rundt med et 22 gr. blink dybt og solidt kroget ved rygfinnen. Min nabofisker havde fået hans krog ind i springringen på dette blink, og havde i 45 minutter fightet fisken uden at hans krog gled ud af denne springring. Efter min mening en helt igennem fantastisk præstation. Hvis linien bare én gang var blevet lidt slap, så havde det efter al sandsynlighed været slut.

Resten af dagen kom og gik laksestimerne med mellemrum. Jeg fik mulighed for at vade ud i fjorden og stå og fiske koncentreret efter en stime laks. Pludselig blev jeg oversprøjtet af vand bagfra: En anden stime havde sneget sig ind bag mig og flere laks sprang under to meter fra mig. Provokerende opførsel fra laksenes side, men hvilken oplevelse for at stå omgivet af laks på alle sider. Der blev taget flere laks denne dag. De fleste af dem var kroget korrekt og de blev taget på blink eller flue.

Havets skatte.
Skulle du ikke lige løbe ind i en stime laks, er der mange andre muligheder på Færøerne. Der kan tages sej, hvilling, torsk og skrubber i de fleste havne. Jeg har to gange fanget brosme på havnen på Skála. Det er ikke kæmper (op til 2 kg), men alligevel langt over hvad man efterhånden kan forvente i en dansk havn, også er der jo lige det med mængden: Der er masser af fisk.

Fra hovedstaden, Tórshavn, sejler en skonnert ud med lystfiskere. Her er der udover de nævnte arter også mulighed for at stifte bekendtskab med f.eks. lange og helleflynder, der begge er fremragende spisefisk

Foto: En kommende lystfisker fanget på morfars båd.
I baggrunden ses en snøre af den type, som
almindeligvis anvendes ved fiskeri fra båd. I enden
sidder der en metalbøjle med to - tre forfang, samt et
tungt blylod. Fiskestænger er et mere sjældent syn
ombord - hvis der da ikke er en dansker med…

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk