Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:29-03-2024
Menu
Kalender
Marts 2024
MaTiOnToFr
123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
Lystfiskerens kalender
Indsendt af:Klaus Munck
Dato:21-11-2005

Der er 12 måneder, 52 uger og normalt 365 dage på et år, - det er alt for lidt....

Når man er på fisketur er det almindeligste spørgsmål: "Fanger du noget?" På andenpladsen kommer: "Er der noget at fange nu?" Begge spørgsmål er sindsoprivende dumme! For det første er det uden betydning, om jeg fanger noget! Det er "risikoen" for at gøre det, der er interessant; og hvis der ikke var noget at fange, var jeg blevet hjemme! Alligevel har jeg lavet en lille liste over et godt lystfiskerår. Det handler om alt det, jeg gerne vil nå....

August
Den sidste sommermåned og opkaldt efter kejser Augustus.


Foto: Mads S. Hussing
Makrellen er måske kommet og kan hentes i "Bløden" (ret syd for Kronborg). Den dybe rende (den der hedder Ørentvisten på et søkort) omkring NV-revet ved Ven og utallige andre pladser i Øresund. Herudover skal jeg fiske hornfisk og torsk samt finde et sted med et godt rejetræk! Jeg har oplevet et intenst fiskeri efter havørred i timerne efter midnat. Rejefluer og tanglopper er rigtigt sjove!

Disken og Trykkerdammen opsøges med henblik på fladfisk. Så er der ålene - både i ferskvand og saltvand! Træk linen gennem agnfisken og montér krogen i munden, smid agnen i vandet på løs line og begynd at klaske myg! Ålene vil jeg tage i Bagsværd sø, - vi må nemlig ikke fiske ål i Esrum sø, Fure- og Farum sø.

Jeg vil også tage toget til Køge, fortsætte med grisen til Varpelev og spadsere de to kilometer til Tryggevælde Å. Her skal der tattes: 10 gode regnorm trækkes på en silkesnor, bindes i ring og monteres med grøn murersnor til en bambuskæp - prøv det! I saltvand vil jeg prøve dem langs havnens stenmoler, Ålsgårde, Skovshoved (der er også masser af torsk) og Kastrup havn er værd at besøge.

Jeg skal også efter aborre på Stavnsholtbanken i Furesøen samt på "Grødeklatten" og "Nordskrænten" i Farum sø. Endelig er der vist stadig gode aborrer i Esrum sø, - hvis de fiskes med småskaller som agn, er der altid risiko for søørred.....

Så er der karperne, suderne og karruserne.

Karperne i Søndersø og suderne i søerne mellem Store og Lille Kalv i Furesøen. Gedderne skal forresten også have en hilsen! Det bliver natfiskeri med dybtfiskede skaller på Privatbanken i Furesøen eller langs skrænterne i Esrum sø. Alt i alt ca. 12 ture, mindst!

September
Første efterårsmåned og egentlig måned nummer syv, indtil Julius Cæsar lavede rod i kalenderen....


Foto: Mads S. Hussing
Jagtsæsonen starter og månedens første dag er afsat til svømmeænder! Herefter er det hornfisk, makrel, torsk og havørred der trolles efter. Fladfiskene opsøges på de sædvanlige pladser (husk en sildehap til pighvarre!). På kysten er det stadig aften/natfiskeriet, der giver flest havørredder; men de er begyndt at trække for alvor, og steder som Madsens klint og Store klint på Møn, Korshage, Røsnæs rev, Ordrup Næs og spidsen af Sjællands Odde er oplagte steder, derfor en weekend til huset på Odden efterfulgt af en tur til Lagan! Er der ikke noget i elven, bliver det alle de små åer i området, det er meget spændende fiskeri.....

Ellers står den på søfiskeri som en let opvarmning til den kommende sæson! Aborrerne står endnu tættere end nogensinde, og vandet er stadig varmt nok til, at de har en glubende appetit! Fiske dem i de åbne bassiner og for foden af skrænterne med småaborrer på 5-10 cm, gerne fra drivende båd. På Sønder sø vil jeg prøve gedderne i "Hullet" og ved "Gyngetræet". Jeg skal også ud efter fredfisk, mens der stadig er gang i dem.

Susåen rummer nogle store brasener, men ellers er det i små skovsøer... Forhåbentlig når jeg også lige et smut til Fladsåen efter en bækørred eller den første havørred; det samme skal prøves i Esrum Å sidst på måneden. Endnu engang en måned med mindst 12 fisketure.....

Oktober
Den ottende måned i den gamle kalender.

Nu er den ren gal på søerne! Efter et par dages blæsevejr er vandmasserne blandet sammen, og springlaget er væk! Forhåbentlig er algerne forsvundet med den første nattefrost, så nu er det største problem at vælge! Bagsværd, Bastrup og Bure, - Donse, Farum og Fure (undskyld det dårlige rim!). Gedder og sandart skal have et par ture og jeg vil altså til Esrum Å mindst et par gange...

Fladsåen vil jeg meget gerne lære at kende, så der må jeg også hen. Ellers udmærker oktober sig ved edderfugle og de første rå kystture! Medefiskeriet er delvist slut for mit vedkommende; men jeg ved, at fanatikerne bliver ved. Det er også nu, jeg skal have hentet sildene til julebordet og et helt års forsyninger af agnfisk. Alt i alt er der brug for ca. 750 sild eller 2-3 ture til NV-revet ved Ven.

Aborrerne får forresten også et par forsøg. Brug sænkenettet og montér en trekrog str. 12 i overlæben. Havørrederne er på vandring døgnet rundt og skal lige have det sidste sul inden gydefærden, der må jeg hellere tilbringe et par dage på kanten af fjordene! Ellers må jeg nøjes med et par trolleture på Lous Flak og Taarbæk Rev. Det er sidste chance for at vælge frit mellem ferskvandsbådene; så her står der rigtigt mange ture på programmet!

November
Endelig er det vinter! Canadagæssene kommer og de første havlitter...

Ellers er det endnu en topmåned for søfiskeriet efter store grumme rovfisk! Bagsværd sø med et par woblere, Bastrup sø med agn og Donse dam med wobler og skeblink. Sæsonen i åerne skal lige lukkes af med manér, men undersøg lige, hvornår der elektrofiskes efter moderfisk! Kystfiskeriet får sin egen charme, men find dig lige et sted, hvor der ikke er for mange undermålere eller farvede fisk. Kystfluefiskeriet går ind i sin anden topsæson. Og på Øresund og i Køge Bugt skal det fejres, at man nu kan holde blinkene "rene" for torsk og hornfisk! Det er dog søerne der er vigtigst, for der er altid risiko for en isvinter... Ca. 8 ture som absolut minimum, - blæst kan holde enhver indendøre!

December
Allerede nu er julepynten slidt i gågader og butikscentre; men den rene lystfiskersjæl har ikke tid til at stresse over dette!

Overspringende havørreder skal jagtes for alvor; kildevæld og inderfjorde er stederne, hvor dette forgår. Helenekilden og Klædefabrikken på Nordkysten, sydlige Stevns og Møns sydkyst, Tempelkrogen, Vellerup Vig og hele Roskilde inderfjord!


Foto: Mads S. Hussing
Og så vil jeg tilbringe mindst fem aftener fra kl. 18 til midnat på Furesøen! Tag båden fra Furesøbad og sigt efter den røde lygte øst for øsø! Det er "Flyv Fugl", det gælder! Placér båden på 13,0 meter vand og sæt en sildehap på en enkeltkrog str. 1/0 - 5/0. Krogen sættes på en 30 gr. kastepirk med 10-20 cm 0,6 mm nylonline. Det er naturligvis knuder det gælder! Agnen kastes ud og nykkes meget langsomt ind; lige under båden tages et par små pirketag, hvorunder pirken skramler mod stenbunden. Medbring adskillige liter skoldhed kakao, kaffe og te. Det er rendyrket fiskeri for klædeskabet!

I dagene omkring den 24. plejer der altid at være kanonfiskeri efter de første målertorsk! Det sker med den første rigtige koldfront, - holdt dig klar til hurtig udrykning. December er endnu en travl tid, men kun for lystfiskere med foret kedeldragt og neoprenwaders! Hvis isen holder sig væk bliver det Bastrup sø, der holder for, måske lige en enkelt tur til Susåen efter gedder... . Alt i alt en stille måned med ca. 20 fisketure!

Januar
Nu er der ålekvabbeyngel i resterne af ålegræsset! Små kobberfarvede blink og fluer. Fluestangen er bedst - der skal fiskes meget langsomt og på lavt vand). Prøv Kongsøre i vestlige Isefjord eller Store Havelse Strand i Roskilde fjord. Hvis vandet er meget koldt er det de dybe rende ved Korshage, der er stederne, men først og fremmest er der svenskekysten!

Derudover der bulefiskeri på Øresund, å-premiere med rimter i Tryggevælde å, gedderne i Susåen, og hvis heldet er med os: Isfiskeri! Sidstnævnte kræver stor forsigtighed og meget varme støvler!

Øresund skal have en hel del ture! Fra Hornbæk nås de nordligste pladser bedst, mens Helsingør er god til Trapperne og sydover. Det er også nu Køge Bugt begynder at vise resultater.. . En måned med fiskeri fra det spinkle isfiskegrej (måske!) til det tunge 20-30 punds havgrej - minimum 10 ture!

Februar
Nu er det tid til Mörrumshuset og kystfiskeri på østkysten. Overspringere i åerne. (Lad nedgængerne gå; ikke af hensyn til ørredbestanden, nedgængere har jo sikret næste generation, men af hensyn til madkvaliteten!) De første aborrer og gedder/sandarter på Bagsværd Sø og Furesøen. Køge Bugt på 5-10 meter kurverne samt Isefjord og Roskilde Fjord på det helt lave vand (3-7 fod).

I inderfjordene bruges små lette sølvblanke skeblink. Fladfiskene har du sikkert glemt alt om hele vinteren, - det er dumt; men du kan rette op på skaden nu! En rolig måned med 10-15 fisketure, - efter buletorsk...

Marts
De sidste buletorsk skal i land og søges nu længere sydpå. Glem ikke "Fedterøven" og de andre pladser ved Ven! Vores hjemlige kystfiskeri nærmer sig højsæsonen for havørred. Alle småbådsfiskere er på vandet, og der er konkurrence hver weekend! Det er nu, du første gang fanger målertorsk på trolling! Endnu engang Køge Bugt på 10 meterkurven; men Landskrona Rev og Barsebäck er også en ekspedition værd. Dertil Rungstedhullerne, Taarbæk Rev, Lous Flak osv.

Derudover skal du til Tryggevælde Å efter aborrer, til Mörrumhuset og kystfiske gedder omkring Hanö (du kan være uheldig og fange en ørred...), på Sjællands Odde og Ordrup Næs, nå de sidste geddeture inden fredningen, snuppe et par flade og ellers bare slappe af!

April
Nu er der adskillige trollingkonkurrencer at vælge imellem hver weekend! Hvidovre Open, Scandinavian Trollingmasters, Jan & Bo's mv. Aborrerne står forhåbentlig i kø i Tryggen, Ishøj strandpark mv. Kystfiskeri efter havørred er på toppen hele dagen.

Mange glemmer at tage til Sverige, fordi vores eget kystfiskeri nu er så godt, men prøv det, - prøv det! En af årets første medeture står på programmet; husk kun meget lidt forfoder, - vandtemperaturen er stadig lav. Ellers en måned hvor den første stress melder sig. Ca. 20 ture.

Maj
Der er mindst tre årstider alene i maj!

Primo maj: Vi starter med store geddedag, om ikke andet så fordi Donse Dam er sjov! Du skulle have bestilt båden i december, hvis du ville prøve Donse på denne dag! Bemærk venligst de bare træer, anemonerne og de tynde rørskove, hvor vandhøns og andefugle ligger på æg.

Medio maj: Bøgen er sprunget ud og alle fugle har afkom. Det er nu komplet umuligt at trække sit blink i Øresund, uden at der ryger torsk og hornfisk på! Uanset dybde, hastighed og størrelse på blinket; det er rigtigt irriterende - ja det er! Ellers er der hornfiskefeber over det ganske land; de første er de største!

Men der er også det første ålefiskeri, medestævne i søerne og kystkonkurrencer i hver en weekend, karpefeber, bækørred på tørflue/nymfe, aftenfiskeri efter kysttorsk fra en time før solnedgang til midnat. Kun sandartens fredning kan lindre en stresset lystfisker!

Ultimo maj: Nu er der varme dage og natfiskeriet begynder for alvor! Start dagen klokken 3 ved kysten, spring i en båd og fang hornfisk, torsk og den ørred, der måske kan nå til blinket. Slut dagen af med lidt kystsjov efter torsk og tilbring natten med et knæklys på flåddet og et par suder i keepnettet, eller ål, eller karper, eller karusser, eller skaller, eller.....

Maj måned er måneden, hvor du taber dig, får vabler af at ro, sorte rande under øjnene, diarré af dårlige madpakker og måske skal til eksamen! Der er ikke minutter nok til alle de fisketure, der skal nås! Glemte jeg at nævne Mörrumselven og nystegne laks? Det gule rev?

Juni

Foto: Mads S. Hussing
Første rigtige sommermåned med højblomstrende hyld, summende bier, majdrik og alvorlige solforbrændinger....

Sandartpremiere frem for alt! Stil dig i kø på Furesøen, fisk fra vinden lægger sig klokken 20.00 og til det er helt mørkt. Herefter snupper du dig en lur på et kvarter og er frisk til morgenfiskeriet fra 4.00 til 9.00! Det foregår over hele søen i 1,5 til 12 meters dybde. Tag kun med hjem hvad du kan spise uden brug af dybfryser!!!!!

Aftener med sandorm og fladfisk, endnu engang torsk over det hele og decideret natteroderi efter havørred på stenrev, muslingebanker og andre listige steder. Bækørreden vil have majfluer, majfluer og atter majfluer! Det bedste fiskeri er om natten, men det er også det eneste tidspunkt det er til at holde ud! Hundredvis af gode fisketure!

Juli
Så er vi endelig nået til måneden opkaldt efter Julius Cæsar, der lavede rav i kalenderen. Nu skal der slappes af med et par seriøst useriøse fisketure!

Der er stadig gang i sandart og gedder; aborrerne skal findes på lidt dybere vand og søerne er mørkegrønne af alger. På kysten er vandet brandvarmt og bedst til at bade i; men medefiskeriet slår til igen! Lammefjordskanalerne skal besøges for tredje måned i træk, - med mindre den forventede tørke har tørlagt dem. Havmede-, kaste- og pirkefiskeri med farvestrålende ophængere er sagen, hvis altså det ikke er for varmt til at vi gider! Alle snakker om de rare dage i januar med tilsneede biveje og kulderekord på Midtsjælland. Bukkejagten slutter først midt i måneden og før den 16. er det absolut ikke tilrådeligt at tage på karpetyvfiskeri i godsernes skovsøer!

Over 100 potentielle fisketure hvis vi ellers gider for varmen. Naboen kommer hjem fra Mallorca, hvor der er 10 grader køligere end her; de er smarte! De første havørreder dukker op i Simested Å og bækørreden vil vistnok have små spinnere og vådfluer for alvor.

Teksten i denne artikel er stillet til rådighed af Fiskeringen.
© 2000 Fiskeringen

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk