Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:28-03-2024
Menu
Kalender
Juli 2022
MaTiOnToFr
123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
Bagsværd Sø - en vintersø!
Indsendt af:Af Jørgen O. Rasmussen
Dato:21-11-2005

Bagsværd sø ligger kun 20 minutter fra Københavns Rådhusplads. Den bruges både af kaproere, kanofolket og lystfiskere.

Bagsværd er en typisk vintersø. Søen er kendt for dørgefiskeriet efter sandart og gedder. Dette fiskeri topper som regel i perioden november til januar. For "rekord-fiskerne" kommer der en anden periode i marts-april; fiskene er her som regel rognsvære og bør da straks genudsættes, så slægten kan føres videre!

Bagsværd sø's gedder er efterår/vinter gerne i en usædvanlig god kondition. Skønt søen gennemgående er ret lavvandet, er sandarten slået godt an her, de fleste er dog jævne fisk på 1,5-3 kg. I sommertiden lider søen af algeblomst, meget afhængig af, hvor varm sommeren bliver. Sommertid er derfor mere tid for medefiskeri, idet søen også har en stor bestand af fredsfisk. Bredfiskeri efter sandart med døde skaller, der enten fiskes på bundsnøre eller "jigges", er en rigtig Bagsværd sø specialitet. Der er også fanget ål i størrelsen "søslanger".

Bagsværd sø overvåges af Københavns amt, og hvert år udgives der en rapport om overvågningssøerne: Furesø, Søndersø og Bagsværd sø (rapporterne kan anskaffes ved henvendelse til Københavns Amts tekniske forvaltning. - De rummer fine søkort!). Desuden laves der hvert femte år en undersøgelse af fiskebestanden! Den seneste undersøgelse viser en sund bestand af sandart, gedder og mange store bredhovede ål. Årsagen til at en sø, der ligger så tæt på København, kan blive ved med at levere så mange fisk, skyldes det faktum, at der kun fiskes på en trediedel af søen! Det er naturligvis fordi, der er etableret rostadion på søen.

Fisketips
Søen er kaproningssø, og der sker med visse mellemrum uddybning omkring robanerne. Hvor meget dette påvirker fiskeriet, er svært at sige, for vandet plumres en del. Men bundmaterialet består mange steder af grus og ler! Skal der gives et par tips om fiskeriet, må det være:

Området vest for Aldershvile giver sjældent fisk, da robanerne dækker de mest interessante steder. Lad være med at dørge i robanerne! Det fører kun til bundhug og stridigheder, og vi skulle gerne kunne være på søen alle sammen! Ellers er de typiske steder for dørgefiskeriet rundt omkring øen Gåseholm, på langs med robanerne, området udfor Nybro (grus/stenbund), bugten udfor Lyngby radio og banken øst for Aldershvilepynten.

For dem, som ønsker at fiske fra land, er fiskeri tilladt med medesnøre. Lystfiskeri fra båd og isfiskeri er tilladt for medlemmer af lystfiskerforeninger med gyldigt medlemskort, jvf. Gladsaxe kommunes reglement. I Fiskeringens grejkasse finder du en kopi af reglementet for Bagsværd sø, -læs det og bliv klogere!

Til sidst skal nævnes, at du skal huske at fortøje ordentligt! Brug 1 minut af dit kostbare liv på at se hvordan fortøjningssystemet virker, det er ikke idiot sikkert; men det er meget tæt på!

Denne artikel er stillet til rådighed af Fiskeringen.
© 2000 Fiskeringen

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk