Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:26-06-2022
Menu
Kalender
Juni 2022
MaTiOnToFr
12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
Fiskearter ved kysten
Indsendt af:
Dato:21-11-2005

Laksefisk
Havørred (Salmo trutta trutta)
Havørreden er sportsfisken par excellence langs Østjyllands smukke kyster. Den kan træffes overalt, hvor der er føde at finde. I det tidlige forår trækker fiskene ud af de mere brakvandede fjorde, hvor de har tilbragt vinteren. Kombinationen af salt vand og lav vandtemperatur huer nemlig ikke havørreden. Månederne marts, april og maj er derfor højsæson for kystfiskeriet efter havørred. De fleste fisk vejer 1-2 kg med fisk over 5 kg som store.

Sommeren tilbringes gerne ude på de åbne og salte kyster, hvor hverken sild, tobis, rejer eller andre fødeemner kan vide sig sikre for den glubske jæger. Om natten kan de jagende havørreder ofte træffes helt inde under land igen. Når kulden igen sætter ind om efteråret, vandrer fiskene tilbage mod brakkere vand - de store kønsmodne fisk for at gå op i vandløbene og gyde, de mindre ikke-kønsmodne fisk for at æde videre i det brakke vand.

Regnbueørred (Oncorhynchus mykiss)
Med jævne mellemrum træffer havørredfiskeren på sølvblanke regnbuer - de såkaldte "steelheads" - under sit kystfiskeri. Det er fisk, som er undsluppet fra enten dambrug i åerne eller havbrug ved kysten. Kendte lokaliteter er Mariager Fjord i nord og Horsens Fjord i syd.

Helt (Coregonus lavaretus)
Helten er som stallingen en laksefisk, der som havørreden gerne trækker ud i brakke fjorde for at æde sig større, end den kan blive i ferskvand. Således findes en stor bestand i såvel Gudenåen og Tange Sø som Randers Fjord. Sidstnævnte sted fiskes den meget på bundsnøre - i forårsmånederne og fra Støvringdæmningen. Fisk over kiloet regnes for store.

Torsk og hornfisk
Torsk (Gadus morhua)
Torsken er en populær fisk blandt Østjyllands mange lystfiskere. Den kan fanges fra land såvel som fra båd - på flue, blink eller bundsnøre. Det afhænger helt af tid og sted, hvad der er mest produktivt.

Sommer og vinter skal torsken søges på dybere vand, hvor temperaturen er tilpas for denne koldtvandselskende vintergyder. Forår og efterår trækker mange torsk ind under land, hvor de guffer løs af deres livret - knasende sprøde krabber. Da er de et let bytte for kystfiskeren - specielt i timerne umiddelbart efter solnedgang.

Hornfisk (Belone belone)
En populær fisk, som trækker ind i de danske farvande for at gyde i april-maj. De første er altid de største - meterlange og håndledstykke. De er velnærede og stærke, hvorfor de kæmper vildt på krogen.

Efter gydningen på det lave vand trækker fiskene gradvis ud på dybere vand, hvor sommeren tilbringes. Udtrækket fra danske farvande sker typisk i september-oktober.

Fladfisk og ål
Skrubbe (Platichtys flesus)
Skrubben, der trives lige så godt i ferskvand som i saltvand, hører til bundsnørefiskerens hyppigste fangster i Østjylland. Det gælder ikke mindst, hvis der fiskes i brakvand som i Mariager og Randers Fjorde. Her holder masser af fede og velsmagende skrubber til - primært på kanten af sejlrenderne.

Skrubben gyder om foråret, hvorefter fiskene er magre og ikke så gode spisefisk. Hen på efteråret er de i topkondition efter sommerens hektiske fødesøgning. Skrubben er mest aktiv tidlig morgen og sen aften.

Ising (Limanda limanda)
Den lille, men halvt gennemsigtige og meget velsmagende ising har reddet dagen for mangen en østjysk bundsnørefisker. Isingen er en af de fisk, der trives bedst i næringsrige farvande som Århus Bugten. Da den samtidig er ganske talrig, kan man mange steder let redde sig fisk nok til et solidt måltid mad.

Ål (Anguilla anguilla)
Ikke mindst langs moler og stensætninger har man gode muligheder for at fange ål på sin bundsnøre. Her har ålene nemlig optimale skjulesteder. Godt ålefiskeri kan også opleves i de brakvandede Mariager og Randers Fjorde, hvor fiskene fouragerer i ålegræsbælterne. Rent saltvand holder ålene ikke af.

Denne artikel er venligst stillet til rådighed af Lystfiskeri Østjylland

© Lystfiskeri Østjylland

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk